VEDTÆGTER

VEDTÆGTER
ØLSTYKKE PETANQUE KLUB

Stiftet den 17. marts 1997

 

§ 1 NAVN OG HJEMSTED

Klubbens navn er Ølstykke Petanque Klub (ØPK).

Klubbens hjemsted er Egedal kommune.


§ 2 FORMÅL OG GRUNDLAG

Stk.1. Klubbens formål er at fremme udviklingen af petanquespillet i Ølstykke og omegn samt skabe de formelle rammer om spillets udøvelse.

Stk.2. Derudover er det klubbens formål at give medlemmerne lejlighed til at dyrke idræt under de bedst mulige forhold og dermed bidrage til at skabe trivsel, sundhed og velvære, og herigennem fremme interessen for petanquespillet, samt udvikle medlemmernes evne og lyst til at engagere sig og tage medansvar i medlemsforeningen og i det lokale samfund. Dette opnås gennem uddannelse, leg, træning, motion, konkurrence, aktiviteter og socialt samvær i klubben.

Stk.3. Klubbens aktiviteter omfatter udøvelse på såvel konkurrenceplan som på motionsbasis.


§ 3 TILSLUTTEDE FORENINGER

Stk. 1. Klubben er en selvstændig klub tilsluttet Ølstykke Idræts Union (ØIU), Egedal Idrætsfællesskab (EIF) og Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger (DGI), Nordsjælland.

Stk. 2. Generalforsamlingen afgør, om klubben skal være medlem af forbund, som kan være med til at præge klubbens aktiviteter og udvikling.


§ 4 MEDLEMSKAB              

Stk.1. Medlemskab kan opnås af enhver, der aktivt vil arbejde for klubbens formål, herunder også kollektivt medlemskab for firmaer, foreninger, institutioner eller lignende, med op til seks medlemmer.

Stk.2. Indmeldelse i klubben sker ved henvendelse til bestyrelsen.

Stk.3. Kvittering for betalt kontingent er gyldigt medlemsbevis.


§ 5 ÆRESMEDLEMMER OG ÆRESBEVISNINGER

Personer, som gennem en årrække har ydet en særlig indsats for klubben, kan af bestyrelsen med simpelt flertal udnævnes til æresmedlem. Spørgsmål om udnævnelse af æresmedlemmer kan ikke gøres til genstand for diskussion på generalforsamlingen.


§ 6 OPHØR AF MEDLEMSKAB

Stk.1. Udmeldelse af klubben skal ske ved skriftlig henvendelse til bestyrelsen senest 14 dage før forfald af kontingent.

Stk.2. Hvis et medlem er i kontingentrestance udover 3 måneder, slettes medlemmet og kan kun genindmeldes ved betaling af skyldigt kontingent. Bestyrelsen kan dispensere herfor.

Stk.3. Medlemmer, der overtræder de fastsatte ordensbestemmelser, og medlemmer der udviser usportslig optræden, kan af bestyrelsen udelukkes fra deltagelse i træning og konkurrence for kortere eller længere tid.

Stk.4. Når særlige forhold taler herfor, kan bestyrelsen ekskludere et medlem. Vedkommende skal, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse, have haft lejlighed til at fremføre sit forsvar.

Stk.5. Vedkommende kan kræve, at spørgsmålet om eksklusion tages op på førstkommende ordinære generalforsamling som et særskilt (annonceret) punkt under dagsordenens punkt 6, hvor medlemmet har ret til at forsvare sig.
Stk.6. Generalforsamlingen kan omstøde bestyrelsens beslutning om eksklusion, hvis 2/3 af de fremmødte medlemmer stemmer herfor. Et medlem der er ekskluderet i henhold til en generalforsamling kan kun optages som medlem ved en ny generalforsamling.

§ 7 KONTINGENT

Stk.1. Til drift af klubbens formål opkræves et kontingent, hvis størrelse fastsættes på den ordinære generalforsamling.

Stk.2. Kontingentet opkræves til betaling inden 1. marts og indebærer herefter medlemskab indtil næste kontingentopkrævning.

§ 8 GENERALFORSAMLING

Stk. 1. Generalforsamlingen er klubbens øverste myndighed. Generalforsamling afholdes hvert år, senest tre måneder efter regnskabsårets afslutning.

Stk.2. Generalforsamlingen skal indkaldes med mindst fire ugers varsel ved udsendelse af meddelelse til medlemmerne og eller ved bekendtgørelse på elektroniske medier.

Stk.3. Forslag der ønskes behandlet på mødet skal være formanden i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen.

Stk.4. Beslutninger samt alt væsentligt fremført på generalforsamlingen føres til protokol af referenten og godkendes/underskrives af dirigenten.


§ 9 STEMMERET OG AFSTEMNING

Stk. 1. Stemmeret til generalforsamlingen har de fremmødte medlemmer. Medlemmer under 15 år skal ved stemmeafgivelse være repræsenteret ved forældre eller værge.

Stk.2. Medlemmer, der er i kontingentrestance, har ikke stemmeret.

Stk.3. Medlemmerne træffer beslutning ved simpelt stemmeflertal.

Forslag til vedtægtsændringer kræver dog et stemmeflertal på 2/3.

Stk.4. Afstemningen sker ved håndsoprækning, men såfremt dirigenten eller et medlem forlanger det, skal afstemningen ske skriftligt.

Stk.5. Kun medlemmer der er til stede på generalforsamlingen eller som har givet skriftligt tilsagn kan stemme.


§ 10 DAGSORDEN

Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal indeholde følgende punkter:

1. Valg af dirigent
2. Valg af referent
3. Valg af stemmetællere
4. Bestyrelsens beretning
5. Fremlæggelse og godkendelse af klubbens regnskab
6. Behandling af indkomne forslag
7. Fastsættelse af budget og kontingent

8. Valg

Valg af formand for to år (lige år)
Valg af to bestyrelsesmedlemmer for to år (lige år).
Valg af to bestyrelsesmedlemmer for to år (ulige år).
Valg af en revisor og en revisorsuppleant for et år

9. Kun medlemmer der er til stede på generalforsamlingen eller som har givet skriftligt tilsagn kan vælges.

Genvalg kan finde sted. Af hensyn til kontinuiteten kan generalforsamlingen bestemme, at et bestyrelsesmedlem vælges for 1 år. Dette skal tilkendegives inden valget af det pågældende medlem. Om valget af formand foretages i lige eller ulige år er underordnet, så længe den samlede bestyrelsen ikke vælges for de samme perioder.

10. Eventuelt


§ 11 EKSTRAORDINÆR GENERALFORSAMLING

Stk.1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når et flertal af bestyrelsen, eller når mindst 1/3 af de stemmeberettigede medlemmer, skriftligt fremsætter begæring herom til bestyrelsen, med angivelse af dagsorden.

Stk.2. Indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling skal ske senest 14 dage efter krav er fremkommet og indkaldes med samme varsel som den ordinære generalforsamling.


§ 12 BESTYRELSEN

Stk.1. Klubben ledes af en bestyrelse på minimum 3 medlemmer. Formanden vælges særskilt til bestyrelsen.

Stk.2. Bestyrelsen vælges på den ordinære generalforsamling for 2 år ad gangen.

Stk.3. Bestyrelsen konstituerer sig selv med følgende poster:

  • Kasserer
  • Sekretær
  • Webmaster
  • Bestyrelsesmedlem


§ 13 BESTYRELSENS ARBEJDE

Stk.1. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden og godkender forretningsorden for øvrige udvalg.

Stk.2. Bestyrelsen skal føre protokol over generalforsamlingen, ordinære bestyrelsesmøder samt væsentlige møder.

Stk.3. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg, hvis medlemmer også kan vælges uden for bestyrelsen til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Stk.4. Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen. Beslutninger træffes ved stemmeflertal og i tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk.5. Bestyrelsesmøder afholdes så ofte formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt, og indkaldes med mindst 7 dages varsel. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, så snart to medlemmer samt formanden er til stede.


§ 14 REGNSKAB OG REVISION

Stk.1. Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk.2. Bestyrelsen forvalter foreningens midler og fører regnskab i overensstemmelse med bogføringslovens bestemmelser.

Stk.3. Der udarbejdes budget for hvert regnskabsår og bestyrelsen påser, at budgettet så vidt muligt overholdes.

Stk.4. Klubbens midler skal indsættes i et pengeinstitut.

Stk.5. Bestyrelsen skal inden den første måned i det nye regnskabsår aflægge regnskab for det forudgående regnskabsår til revisor.

Stk.6. Regnskabet revideres af medlemsforeningens revisor og fremlægges til godkendelse på den ordinære generalforsamling.

Stk.7. Revisor har til enhver tid adgang til at kontrollere alt vedrørende regnskabet og regnskabsføringen, og bestyrelsen er pligtig til at besvare ethvert spørgsmål fra revisionen vedrørende dette.

Stk.8. Det årlige regnskab underskrives af den samlede bestyrelse.

Stk.9. Efter generalforsamlingens godkendelse af regnskabet fremsendes dette til Egedal Kommune.


§ 15 TEGNINGSRET

Stk. 1. Bestyrelsen er bemyndiget til ved formand og kasserer at kunne disponere over klubbens formue, og tegne klubben i økonomiske anliggender.

Stk. 2. Hæftelser og/eller dispositioner over kr. 10.000,- eller max. 1/3 af klubbens formue, kræver den samlede bestyrelses godkendelse.

Stk. 3. Bestyrelsen kan meddele prokura.

Stk. 4. Optagelse af lån eller låneomlægning kræver underskrift af den samlede bestyrelse, og efterfølgende godkendelse på en generalforsamling.


§ 16 OPLØSNING AF KLUBBEN

Stk.1. Forslag til opløsning af medlemsforeningen kan kun vedtages på en særligt indkaldt generalforsamling. 2/3 af medlemmerne skal være repræsenteret og mindst 3/4 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer skal stemme for forslaget.

Stk.2. Såfremt der ikke er repræsenteret et tilstrækkeligt antal medlemmer, indkaldes til en ny generalforsamling, der kan træffe beslutning med kvalificeret flertal, uden hensyn til de fremmødtes antal.

Stk.3. Hvis klubben opløses i henhold til denne paragraf, skal klubbens aktiver deponeres hos EIF, hvor de kan henstå i op til 5 år og frigives ved dannelse af en ny petanqueklub inden 5-årsdagen for klubbens opløsning.

Stk.4. Efter 5 år kan Egedal Kommune frit disponere over foreningens formue.

 

 

Disse vedtægter godkendt på generalforsamling den 4. marts 2016 erstatter tidligere vedtægter fra den 17. marts 1997, med efterfølgende ændringer den 18. marts 2005, den 9. marts 2007 og den 13. marts 2009.

 

Disse vedtægter med ændringer er vedtaget på klubbens ordinære generalforsamling den 3. marts 2017.

 

Bruno Nielsen

Dirigent

 

Jytte Løyche

Referent